Om Johns Teater
Johns Teater er et uafhængigt teaterkompagni uden fast scene.
Vi laver forestillinger, der med et brunt minoritetsblik stiller skarpt på dramatiske dilemmaer i samtiden og livsessentielle problematikker - kombineret med et klart kunstnerisk ønske om at udvikle scenekunstens udtryk og muligheder.
På Johns Teater spørger vi ikke kun hvilke historier, der trænger til at blive fortalt, men også fra hvis vinkel de fortælles. Vi ved, at verden kan opleves fundamentalt forskelligt afhængig af, om man tilhører minoriteten eller majoriteten. Derfor bliver alle forestillinger produceret med principper for mangfoldighed for øje. Vi ønsker ligebehandling i scenekunsten, og vi tror på, at forandring kommer med handling, derfor medtænker vi kønsligestilling og mangfoldighed i alle aspekter fra vores interne organisation til det publikum, vi henvender os til. Vi fører statistik over den etniske og kønsmæssige fordelingen på hver eneste produktion. Vi gir ligeløn for lige arbejde og enhedsløn uanset funktion.
Vi glæder os over at have skabt et levende bevis på, at et valg om etnisk diversitet og kønsdiversitet ikke forringer den kunstneriske kvalitet, men tværtimod er med til at opdyrke og udvikle nye historier og nye publikumsgrupper. Og vi er stolte over at have nået et publikum, der normalt ikke går i teatret, og som oplever genkendelse og repræsentation i i vores forestillinger.
Teatrets vision
Johns Teater ønsker at række hånden ud til publikumsgrupper, der normalt ikke ser sig selv spejlet i scenekunsten. Vi tror på, at inklusion og repræsentation i kulturen har betydning for os som mennesker og for vores evne til at agere konstruktivt med hinanden og i samfundet. Vi ønsker gennem teatrets naturlig fællesskab at skabe bevægende og involverende teateroplevelser, der gør os alle klogere på vores samtid og hinanden.
Teatret blev stiftet i 2013 og er ledet og administreret af dramatiker Joan Rang Christensen. Vores forestillinger er primært støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, og dernæst af private fonde, fagspecifikke puljer i f.eks. fagforbund og Statens Kunstfond.
Vores mål
- At skabe professionelle produktioner udsprunget af en brændende menneskelig og kunstnerisk nødvendighed og baseret på historier fortalt fra et andet perspektiv end det normative.
- At bidrage til en større sammenhæng mellem samfundets mangfoldighed og det, der bliver spillet på scenerne.
- At arbejde for diversitet og ligebehandling i hele produktionsfasen - både på og bag scenen.
- At skabe produktioner der udover den kunstneriske oplevelse har til formål at oplyse, samt skabe empati og forståelse mellem forskellige grupper i samfundet.
- At udvikle og fastholde nye publikumsgrupper, herunder et etnisk blandet publikum.
- At skabe projekter, der har fokus på kerneproduktet, nemlig forestillingerne, og hvor udgifter til drift, administration og øvrige omkostninger minimeres mest muligt.
Johns Teaters bestyrelse
Christoffer Berdal (formand)
Sceneinstruktør og formand for Danske Scenekunstnere med over 70 iscenesættelser bag sig siden 1996. Bl.a. Livsens Ondskab på Nørrebros Teater, Engle i Amerika på Betty Nansen og Familien Gregersen Sagaen på Århus Teater.
Lene Myong (kasserer)
Professor ved Universitetet i Stavanger. Forskningsområder: Feministisk teori, kritisk raceteori, racisme og racialisering i Skandinavien, affektteori og transnational adoption.
Daniel Wedel
Scene- og filminstruktør og dramatiker samt producent på SoulFood Film. Har skrevet og instrueret over 30 produktioner og er ophavsmand bag dokufiktionsgenren på DR Radiodrama.
Designerteam på Vinger, 2016.
Fra v. mod h.: Lysdesigner Sonja Lea, Instruktør Madeleine Røn Juul, Scenograf Gøje Rostrup, Produktionsleder Gitte Knudsen, Lyddesigner Weronika Andersen, Producent Maja Ries, Dramatiker og Direktør på Johns Teater Joan Rang Christensen.