I nat kommer krigen hjem

En forestilling om attentatet på Charlie Hebdo

Om forestillingen

Må man sige, hvad man vil? Må man skrive, hvad man vil? Må man tegne, hvad man vil?

En tirsdag morgen i Paris bliver 12 tegnere brutalt myrdet. I Danmark sidder todramatikere og følger det hele og prøver at forstå, hvad det er, der sker. Så bliver der skudt i København...

Forestillingen om attentatet på Charlie Hebdo i Paris i 2015 er ny dansk dramatik om terrorangrebet og de dilemmaer, som fulgte i kølevandet på begivenheden.

Teksten er skrevet af Kristian T. Erhardsen og Joan Rang Christensen i fællesskab, og man følger de to dramatikeres brevveksling og refleksioner om livet som skabende kunstnere i en krigsførende nation. De har begge brug for at forstå, hvad der er sket. De har brug for at skrive om det, om deres tanker og følelser, og hvordan de ser verden reagere. Om Vestens solidaritetskampagner på de sociale medier. Om behovet for at skrive om følelser på facebook og samtidig distancere sig fra virkeligheden. Om angsten, der holder dem vågne om natten, og terroren der er blevet al for virkelig i Danmark.

Forestillingen handler om alle de følelser og tanker, som terrorangrebet i Paris og de senere skyderier i Krudttønden i København satte i gang. Det er en fortælling om, hvordan vi forstår verden - om mennesker i en verden uden helte og skurke. 

”Det første, jeg tænker, er, at det er forfærdeligt. Det næste, jeg tænker, er, at jeg må prøve at forstå. Jeg tænker, jeg må sige noget klogt. Jeg tænker, jeg må poste noget på Facebook, der viser, at jeg har tænkt noget klogt.”

 

Anmeldelser

Sceneblog

“Et isnende koldt og velgørende angreb på vanetænkning, idealisme og selvvalgt blindhed. Vi følger de to dramatikeres kamp med teksten, og evige kamp med deres tillærte unoder, og det ville være en helt umulig opgave, hvis ikke forestillingens tekst var så blændende god. - En intelligent spillende Johannes Lilleøre er i Berdals fine instruktion den hvide mand der søger indsigt og forklaring på livet, og Marie-Lydie Melono Nokouda er simpelthen formidabel, når hun fortæller Joan Rang Christensens historie med en insiders kendskab, og en outsiders livsvisdom.” ****SCENEBLOG.DK

Kpnet

“De formår med deres følelser at trække paralleller til krigene i Syrien, Afghanistan, Irak, Libyen, Vietnamkrigen og andre krige hvor vesten i årtier har myrdet løs, men aldrig er blevet stillet til regnskab for noget som helst. Men det anderledes og interessante i min optik er, at der for første gang i lang tid slynges fornuftige og velovervejede synspunkter ud mod publikum som har mulighed for, at få et ’pusterum’ fri af mediemanipulation, og en oprigtig mulighed for at tænke selvstændigt og kritisk. Det er et sundhedstegn der vil noget!” KPNET.DK

P.O.V. International

“Den lineære dramaturgi ligger som en vandret stolpe gennem hele forestillingen, i det lag, der udgør mailudvekslingen mellem de to dramatikere. Og rundt om denne stolpe snor sig historierne om terrorangreb, og hvad de gør ved os mennesker i en såkaldt ‘kvindelig dramaturgi’. Det er smukt og gør indtryk. De to usædvanligt solide skuespillere, Marie-Lydie Melono Nokouda og Johannes Lilleøre, går nøgternt til stoffet og blotlægger fint den sorg og den humor, der findes i forbavsende overflod, temaets uhyggelige karakter til trods. Der er så mange fine tekststeder, at jeg igen begræder, at vi ikke længere har et teaterforlag i Danmark, der udgiver dramatiske tekster. Denne ville være oplagt som læsetekst, som eksamenstekst, som andre teatre ville kunne have glæde af at opføre i nye og andre konstellationer – og vi lægfolk, ville kunne lægge under hovedpuden.” P.O.V. INTERNATIONAL

Den 4. væg

“I nat kommer krigen hjem fortæller en vigtig historie med relevante diskussioner og refleksioner. En af forestillingens hovedkritikker er, at den vestlige lineære historiefortælling, for eksempel i form af beretter-modellen, ikke er tilstrækkelig, når vi skal forstå så svære og komplekse ting som terrorangreb. Skynd dig ind og se den, hvis du har lyst til at se en forestilling, hvor bl.a. dine politiske standpunkter, holdning til terror og ondskab sættes i perspektiv og bliver udfordret.” ***DEN 4. VÆG

Politiken

“Det er rammende sjovt, når Lilleøre som hvid Kloge-Åge puster sig op til forsvar for ytringsfrihed og minoriteters ret til at tale, samtidig med at mørke Nokouda med de lange rastafletninger ikke får et ord indført. (...) Ambitiøst er det, og der er indsigtsfulde bud på årsagsforklaringer såsom at pege på de to terroristers rødder i det kolonihærgede Algeriet. Her bliver det med ét højdramatisk, når publikum til sidst bliver taget som gidsler i et fiktivt terrorangreb: Hvordan ville vi selv reagere? Men lige så stærkt er det, når de to bare bladrer i en bog med fotos af de døde tegnere, som de kommenterer helt hverdagsagtigt: »Nåh, det var ham med sygekassebrillerne«. Pludselig kom det hele til live.” ***POLITIKKEN

Magasinet Woke

“Et utroligt vigtigt budskab som folk alt for ofte glemmer, det, at når vi gør mennesker til monstre, så udvisker vi deres menneskelighed. - Stykket sætter spørgsmålstegn og udfordrer mange store emner, vi burde tale meget mere om såsom; Hvad gør det ved os som mennesker, og vores selvforståelse, når terror hænder? Er vi klar over, at vi selv lever i et krigsførende land? Kan vi kun definerer mennesket som godt og ondt? Er det fair, at nogle mennesker skal råbe for at blive hørt pga. deres hudfarve? MAGASINET WOKE

KOP Kultur

“Det er store spørgsmål om menneskerettigheder, ytringsfrihed og politisk korrekthed. Der trækkes tråde til den europæiske kolonihistorie, og der sættes et spejl op for publikum, så vi kan tænke over, hvor vores personlige prioriteter og værdier ligger, når vi efter forfærdelsen lader livet gå videre og ånder lettet op, når der er udpeget en skurk. Spørgsmålene har summet i mit baghoved siden i onsdags, så det er ikke en forestilling, man bare går videre fra. Den sætter tankerne i gang. Om den vestlige verdens etiske dilemmaer. Om der er mennesker, der fortjener at dø mere end andre? Og om hvordan jeg selv vil reagere, hvis jeg en dag selv står midt i et terrorangreb? Flygt? Angrib? Overlev!” ****KOP KULTUR

Medvirkende

  • Dramatikere: Joan Rang Christensen og Kristian Thingholm Erhardsen
  • Instruktør: Christoffer Berdal
  • Skuespillere: Marie-Lydie Melono Nokouda og Johannes Lilleøre
  • Scenograf & kostumedesigner: Catia Hauberg Engel
  • Lysdesigner: Sonja Lea
  • Lyddesigner: Jes Brander Theede
  • Administrator: Steen Nørgaard
  • Produktionsleder: Lasse Svarre
  • Dramaturgisk konsulent: Daniel Wedel
  • Systue: Hanne Mørup
  • Presse: Karen Toftegaard ApS
  • Fundraiser: Mette Hornbek Hansen
  • Foto: Thomas Cato
  • Tegner: Erik Petri
  • Grafiker: Jakob Rønlov
  • Oversættelse til engelsk: Jeremy M. Thomas-Poulsen